Login
Venligst indtast password.
!!! JavaScript og Cookies skal være aktiveret !!!
Beboerforeningen BEBOERHUSET, Godthåbsgade 30 B
Generalforsamling – onsdag d. 28. marts 2012 kl. 19.00
Dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning
3. Beretning fra arbejdsgrupperne
4. Forelæggelse af regnskabet
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fremtidig virksomhed
7. Nedsættelse af arbejdsgrupper
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt
Formanden, Carl Flemming Schultz, bød velkommen til de ca. 20 fremmødte. Heraf var nogle få endnu ikke medlemmer af foreningen.
ad 1. Ingelise Bech Hansen blev valgt som dirigent og Bodil Vestgaard som referent.
ad 2. Efter en navnerunde fremlagde formanden bestyrelsens beretning. Han omtalte:
- Medlemssituationen: foreningen har nu et lille års tid efter stiftelsen godt 50 medlemmer (som bor i kvarteret) og 20 støttemedlemmer (som ikke bor i kvarteret).
- At kommunikationen til medlemmer og andre interesserede foregår igennem beboerbladet Beboeren, mailliste, facebook, opslag og hjemmesiden www.beboerhuset.org
- At udlejningen som størstedelen af foreningens økonomi er baseret på, går forrygende. Der er reservationer langt ind i september
- At foreningen har fået ny samarbejdsaftale med fritidsklubben Regnbuen (som størstedelen af lejeindtægterne kommer fra), og at vinterens frygt for at Regnbuen med Odenses nye klubstruktur skulle lukke efter sommerferien, formodentlig er grundløs. Korsløkke Ungdomsskole ønsker at bevare Regnbuen.
- At huset har fået nyt køl/frys, nyt brandudstyr med servicering af Falck og ny dør til skuret. Desuden står en tiltrængt renovering af køkkenet og belysningen for døren.
- At onsdagscafeerne ikke er specielt velbesøgte, men hyggelige, på ”almindelige” onsdage, men særdeles velbesøgte, og også her hyggelige, de onsdage hvor der afholdes specialarrangementer (”Mad – musik – café”).
- At den månedlige fredag med Ann Charlottes Kantine (luksusmad udefra) er pænt besøgt; der er ca. 15-20 deltagere pr. gang
- At foreningens store arrangementer oftest er store succeser. Siden sidste generalforsamling har det været Skt. Hans, Juleklip og Fastelavn. Høstmarkedet havde kun få besøgende, mens Novembermarkedet blev aflyst af arrangørerne.
- At den længe tiltrængte renovering af Professor Labri-skulpturen og legepladsen på hjørnet af Fredensgade og Skt. Knuds Gade nok snart bliver til noget. Landskabsarkitektfirmaet Land+ har udarbejdet en plan, og Odense Bys Kunstfond er gået ind i sagen. Beboerforeningen har presset på i årevis og er medspiller.
Beretningen blev godkendt.
Ad 3. Stinne Hvam berettede om madklubben, som kører to gange månedligt. Den har forrygende tilslutning. Carl Flemming Schultz berettede om bladgruppen, som udgiver det nye beboerblad, Beboeren. Det er en fusion af de to gamle blade Bunkeren og Godthåb. Ingelise Bech Hansen berettede om kunstgruppen, som arrangerer de månedlige kunstudstillinger med fernisering første onsdag i måneden (”Kunståbent”).
Beretningerne fra grupperne blev godkendt.
ad 4. Kassereren, Anja Kristensen, gennemgik regnskabet.
Regnskabet blev godkendt.
ad 5. Der var ingen indkomne forslag.
ad 6. bestyrelsen foreslog at bibeholde kontingentet – 100 kr. pr. år. Det blev vedtaget. På budgettet er renovering af køkkenet bestyrelsens første prioritet. Der var forslag om at søge fonde (fx Albani og Ikea) til renoveringen. Årets arrangementer ligger mere eller mindre fast. Der fremkom forslag om at arrangere sommerfest i foreningen og opfordring til medlemmerne om at deltage i arrangementet af en sådan fest. Datoen 18. august er reserveret. Der fremkom også forslag om at lave et familiejulearrangement, måske er det svært at lave en sommerfest kun to måneder efter Sankt Hans-festen. Det blev også foreslået at sommerfesten kunne være en fest om dagen med aktiviteter for børn. Måske/måske ikke er der basis for et sommerarrangement. Konklusion: Skt. Hans aften falder på en lørdag, hvor der derfor vil blive gjort lidt mere ud af det end sædvanligt. På denne aften kunne man lodde stemningen for den omtalte sommerfest d.18.august.
ad 7. Nedsættelse af arbejdsgrupper: Der nedsættes senere en køkkengruppe med deltagere fra den nye bestyrelse og madklubben med henblik på modernisering af køkkenet. Madgruppen (Stinne Hvam m.fl.) fortsætter. Kunstgruppen (Ingelise Bech Hansen og Mia Keinke) fortsætter. Bladgruppen (Carl Flemming Schultz, Knud Holst, Erling Uhrbrand Jensen, Erik Dyhr, Tonje Kvam og Julie Lykke Sørensen) fortsætter. Som tovholdere i forbindelse med sommerfesten meldte sig Niels Andersen, Carl Flemming Schultz, Kirsten Andersen og Anne Marie Aabel
.
ad 8. Niels Andersen, Frauke Schaumburg, Kirsten Andersen og Mogens Endel Hansen var på valg. De tre førstnævnte var villige til genvalg, mens Mogens Endel Hansen ikke ønskede genvalg. Som nyt medlem valgtes Niels Skovgaard Rasmussen. Som suppleanter genvalgtes Tove Kiær Thomsen og Bruno Bresler.
Bestyrelsen består herefter af Carl Flemming Schultz, Anette Kjær, Anja Kristensen, Pernille Hamming, Tonje Kvam, Frauke Schaumburg, Niels Andersen, Kirsten Andersen og Niels Skovgaard Rasmussen.
ad 9. Som revisor valgtes Mogens Endel Hansen, og som revisorsuppleant valgtes Jens Brask Nielsen..
ad 10. Evt. formanden opfordrede til, at man melder sig ind i foreningen, hvis man ikke er det i forvejen.
Endelig takkede han Mogens Endel Hansen for hans store arbejde i foreningens bestyrelse.
Bodil Vestgaard, referent
Ingelise Bech Hansen, dirigent