Generalforsamling 30. marts 2016, formandens beretning
Hvad der sker i hverdagene:
Onsdagscafeerne
Hver onsdag aften er caféaften hvor man ganske uforpligtet kan komme og få en kop kaffe, øl, vin osv. Cafeen passes sædvanligvis af to personer, hvoraf den ene er et bestyrelsesmedlem som tager sig af udlejningen. Onsdagscafeerne er sommetider pænt besøgte og sommetider ikke så pænt besøgte, men der er under alle omstændigheder liv i huset på onsdagsaftenerne. Den første onsdag i måneden er der Kunståbent i cafeen, og den sidste onsdag i måneden hedder cafeen Café Strik-Snak. Det vil kunstgruppen og strikkegruppen fortælle mere om senere.
Med regelmæssige mellemrum bliver der på caféaftenerne lavet specielle arrangementer:
Mad-musik-café. Her er konceptet at man spiser noget mad og hører noget musik i cafeen. Tilstrømningen hver gang været overvældende med 30-40 gæster som har spist og hørt musik og hygget sig. Siden sidste generalforsamling har vi holdt to af den slags arrangementer: I november var der solokoncert med Kell Dalager, og her i marts var der koncert med Jan Olsen og Henrik Hylle. I maj var musikken skiftet ud med vores lokale verdenskunstner Jens Galschiøt, som tegnede og fortalte på sædvanlig veloplagt vis. Så har vi også haft et arrangement på en fredag, som jo ellers ikke er caféaften – det var en romsmagning med Lars Marcussen fra Kunst og Håndværk som stod for den. At den lå på en fredag skyldtes arrangementets karakter; romsmagning er hyggeligst når man ikke skal på arbejde dagen efter.
Og så kan vi røbe, at der fredag den 1. april (bemærk at det også er en fredag, til gengæld er det ikke en aprilsnar) vil være vinsmagning, og at der onsdag den 20. april vil blive endnu et Mad, musik, café-arrangement med Sanne Gryholt Trio, og 18. maj et med CrossFolk. Og der skal nok komme mere i løbet af det næste år.
Årets traditionsbundne arrangementer, kronologisk:
Første maj var der fællesspisning, hvor grillen var tændt. En lille flok, som faktisk ikke var så lille endda, var som sædvanlig mødt frem, og det var meget hyggeligt.
Sankthansaften var der fællesspisning og bål. Der var som sædvanlig mødt masser af mennesker op, både til spisningen hvor grillen igen var tændt, og til bålet bagefter. Bålet var som året før stort, fordi vi igen havde fået skaffet et ordentligt læs grene fra bålet ude på Engen, og det brændte fint. Festbrandbilen med indbygget fadølsanlæg var også med igen og sørgede for slukning af halsbrand
Høst- og loppemarked holdt vi en søndag i september: Der var mange boder med loppeeffekter og en enkelt med specialiteter som øl og rom og kunst. Der var også grillpølser, og der var spillemandsmusik med trioen Fynboerne, som næsten ikke var til at standse da de var gået i gang, så der var herlig underholdning til langt hen på eftermiddagen. En god eftermiddag for børn og voksne.
Fastelavn var en stor succes i år. Ca. 35 udklædte børn var mødt op for at slå katten af tønden ude i gården, og så var der saft og fastelavnsboller til dem her i huset bagefter. Der var også mange forældre med, og stemningen var fin.
Hvis vi lægger det hele sammen, vil det sige, at vi i alt har afholdt otte større eller store arrangementer i løbet af det sidste år. Det vil sige ét pr. 1½ måned, når vi trækker sommerferien i juli og august fra. Dertil kommer så Kunståbent en gang om måneden og madklubaftener ca. hver 14. dag. Det er også større arrangementer, som ligger uden for de netop nævnte, men det vil kunst- og madklubgruppen sige noget om senere. Så vi må konkludere, at aktivitetsniveauet er meget højt, især i betragtning af, at alt arbejde i beboerforeningen er ulønnet og frivilligt.
Udlejning:
Udlejningen går pænt, der er ofte to udlejninger pr. weekend, nogle gange tre, og nogle gange kun en. Det er sjældent huset slet ikke er lejet ud en weekend, og det er godt fordi det i høj grad er udlejningen, foreningens økonomi baserer sig på. Der er allerede nu gang i efterårsudlejningerne, og der er faktisk også begyndt at komme reservationer til næste år og enkelte i 2017-18!
Samarbejdet med Regnbuen
Vi har jo fritidsklubben Regnbuen som lejer. Vi har en fornuftig samarbejdsaftale og et godt samarbejde med Regnbuen. Regnbuen dekorerede i år som sædvanlig vores fastelavnstønder fint, og de laver altid en flot heks til vores sankthansbål osv.
De fysiske rammer
De fysiske rammer i huset
Siden sidst har vi fået ny lyddæmpning af loftet her i cafeen. Det blev lavet i januar, hvor huset så var lukket i 14 dage. Forslaget var kommunens, og kommunen og beboerforeningen slog halv skade om regningen. Det blev ikke dyrt, for kommunens folk lagde gratis arbejdskraft til. Resultatet må siges at være tilfredsstillende, i betragtning af at lydforholdene var elendige før.
De fysiske rammer uden for huset
Beboerforeningen er jo Odense Kommunes med- og modspiller når det gælder de fysiske rammer i hele kvarteret. Et projekt, som vi (og det vil i denne forbindelse egentlig kun sige beboerne i Skt. Knuds Gade, Gormsgade og Fredensgade) har været inddraget i, er et pilotprojekt om affaldsindsamling. De tre gader har fået fine, nye skraldeindkast, og der er etableret genbrugsstation på ”gruseren” i Skt. Knuds Gade. Et evalueringsmøde på slottet med interesserede beboere viste overvejende stor tilfredshed med det nye system, selv om der også var indvendinger.
Den omtalte ”gruser” er det nu formelt overdraget til beboerforeningen at ”drive”, dvs. passe med grus i hullerne når de bliver for slemme. ”Driften” er lagt i hænderne på den såkaldte ”grusergruppe”, som består af 10 interesserede personer fra Skt. Knuds Gade og Fredensgade, og som er en gruppe der ligger i beboerforeningens regi. Hvad det går ud på, og hvad der er sket her, vil gruppen gøre rede for om lidt.
Odense Byhaver har henvendt sig til bestyrelsen og spurgt om man var interesseret i anlæggelse af en byhave bestående af højbede på det grønne og meget oversete område bag hjørnet af Albanigade og Alexandragade. Bestyrelsen syntes, det var en god idé. Børnehuset Vandtårnet, som er nabo, var også interesseret. Foreningen har indhentet tilladelse hos kommunen og annonceret efter haveejere, og anlæggelsen af byhaven forventes at begynde primo april. Et bed kan lejes for 150 kr. årligt.
_ _ _ _ _
Hermed slut på bestyrelsens beretning. Så er der beretninger fra grupperne, som jo også hører med, så jeg vil foreslå at vi venter med spørgsmål og kommentarer, til grupperne har fortalt om deres arbejde. Jeg kan lige nævne, hvem grupperne er:
Grusergruppen: Axel Bay-Petersen, Frauke Schaumburg, Gary Sheridan, Mads Asbild, Nikolaj Møller Pedersen, Pia Nørgaard, Søren Albrektsen og Uffe Hafstrøm – alle fra Skt. Knuds Gade – og Henrik Lumholdt og undertegnede fra Fredensgade
Madklubben: Jette Petersen og Stinne Hvam og Marianne og Lotte, som jeg ikke lige har efternavnene på.
Kunstgruppen: Ingelise Bech Hansen og Mia Keinke
Beboerbladgruppen: Erling Uhrbrand Jensen, Kristian Østerby, Christen Tofte, Knud Holst og undertegnede.
Skt. Hans-gruppen: Kurt Kjerrumgaard, Gunnar Kahr og undertegnede.
Gaderengøringsgruppen: Tove Kiær Thomsen, Anton Vestergaard og Pernille Hamming
Strikkegruppen: Anita Bigum, Malan Zachariassen, Pernille Hamming, Frauke Schaumburg