Beboerhuset

Generalforsamling 22. marts 2017, formandens beretning

Som bekendt står beboerforeningen i en anderledes situation end vi plejer, idet fritidsklubben Regnbuen, som vi deler hus med, nedlægges pr. 1. april, men Børn- og ungeforvaltningen beholder lejemålet til 1. juli. Huset her er skruet sådan sammen, at beboerforeningen lejer huset af kommunen, By- og kulturforvaltningen, og Børn- og ungeforvaltningen lejer sig ind hos beboerforeningen. Derfor får vi et problem til 1. juli, hvis det ikke lykkes os at finde en anden partner at dele huset med. Den husleje, Børn- og unge betaler til os, udgør nemlig mere end 2/3 af den husleje, vi betaler til By- og kultur. Vi har i bestyrelsen arbejdet med sagen i hvert fald siden november, og om det lykkes at finde en anden partner at dele huset med, ved vi ikke, men der er tiltag i gang. Men jeg vil foreslå, at vi lader den problemstilling ligge nu og tager den op igen under punkt 6, som hedder fremtidig virksomhed og venter med at diskutere videre til vi når det punkt.

Så vil jeg gå videre til den øvrige beretning.

Hvad der sker i hverdagene:

Onsdagscafeerne

Hver onsdag aften er caféaften, hvor cafeen sædvanligvis passes af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene tager sig af udlejningen. Der har også i år været forskel på hvor velbesøgte caféaftenerne er, men der er under alle omstændigheder liv i huset om onsdagen. Den første onsdag i måneden er der Kunståbent i cafeen, og den sidste onsdag i måneden hedder cafeen Café Strik-Snak. Det vil kunstgruppen og strikkegruppen fortælle mere om senere.

Med regelmæssige mellemrum er der på caféaftenerne blevet lavet specielle arrangementer:

Mad-musik-café. Her er konceptet at man spiser noget mad og hører noget musik i cafeen. Tilstrømningen hver gang været overvældende med 30-40 gæster. Siden sidste generalforsamling har vi holdt fem af den slags arrangementer: I april spillede Sanne Gryholt trio, i maj CrossFolk, i september Fazeínímir, i januar Friis, Dalager og Mydtskov, og her i marts spillede folkemusikerne Poul Lendal og Carl Erik Lundgaard. I april sidste år og i februar i år havde vi hhv. et vinsmagningsarrangement med Henrik Baader fra Møllegårdens Vinimport og et romsmagningsarrangement med Lars Peder Marcussen fra Kunst og Håndværk. De to arrangementer lå ikke på onsdage, men på fredage, og det skyldtes deres karakter; sådan nogle smagninger er hyggeligst når man ikke skal på arbejde dagen efter.

Og så kan vi røbe, at i maj bliver der endnu et musikarrangement med islændingen Viar Saivarsson og hans band Lonesome Dukes. Længere har vi endnu ikke turdet planlægge arrangementer på grund af beboerhusets noget usikre situation efter sommer.

≈rets traditionsbundne arrangementer, kronologisk:

Første maj var der fællesspisning, hvor grillen var tændt. En lille flok var som sædvanlig mødt frem, og det var meget hyggeligt.

Sankthansaften var der fællesspisning og bål. Der var som sædvanlig mødt masser af mennesker op, både til spisningen hvor grillen igen var tændt, og til bålet bagefter. Bålet var som sædvanlig stort, fordi vi igen havde fået skaffet et ordentligt læs grene fra bålet ude på Engen. Festbrandbilen med indbygget fadølsanlæg var også med igen og sørgede for slukning af halsbrand

Høst- og loppemarked holdt vi en søndag i september: Der var mange boder med loppeeffekter og en enkelt med specialiteter som øl og rom og kunst. Der var også pandekager, og der var spillemandsmusik med Fynboerne, som, som sædvanlig, næsten ikke var til at standse da de var gået i gang, så der var herlig underholdning til langt hen på eftermiddagen. Det var en god eftermiddag for børn og voksne.

Fastelavn var igen i år en succes. Ca. 20-25 udklædte børn var mødt op for at slå katten af tønden ude i gården, og så var der saft og fastelavnsboller til dem her i huset bagefter. Der var også mange forældre med, og stemningen var fin.

De omtalte arrangementer var der altså alt i alt 10 af, og hvis vi så lægger kunståbent-arrangementerne, som der er ét af om måneden, og madklub-arrangementerne, som der er to af om måneden, til, så vil det sige, at vi i snit har haft fire store eller større arrangementer pr. måned, når vi trækker sommerferien i juli og august fra. Så vi må konkludere, at aktivitetsniveauet er meget højt, især i betragtning af, at alt arbejde i beboerforeningen er ulønnet og frivilligt.

Udlejning:

Udlejningen i weekenderne har været svingende. Nogle weekender er alle dage udlejet, andre er der ikke udlejet nogen, andre igen er en eller to dage udlejet. Alt i alt må man sige det går fornuftigt, selv om man til tider godt kunne ønske sig mere, og det skal også helst gå fornuftigt, da foreningens økonomi i høj grad baserer sig på udlejningen.

Samarbejdet med Regnbuen

Vi har jo fritidsklubben Regnbuen som lejer ñ endnu, og vi har haft et godt samarbejde med dem. 1. april flytter Regnbuen ud, men de beholder lejemålet indtil 1. juli. Hvad der så skal ske eller ikke ske, kommer der mere om senere. Regnbuen dekorerede i år som sædvanlig vores fastelavnstønder fint, og de har altid lavet en flot heks til vores sankthansbål osv. Det sidste gør de så ikke i år, men hvis nogen skulle have lyst, er de meget velkomne til at lave en.

De fysiske rammer

De fysiske rammer i huset

- er der ikke sket noget med siden sidst

De fysiske rammer uden for huset

Som omtalt sidste år er der lavet en aftale om, at beboerforeningen står for "driften" af "gruseren" (kommunens tomme grund i Skt. Knuds Gade) og det er lagt i hænderne på den såkaldte "grusergruppe", som består af 10 interesserede personer fra Skt. Knuds Gade og Fredensgade. Indtil videre har gruppen ikke været meget i aktion, da kommunen, som står for den del af arealet, som vi ikke driver, forsynede "vores" del med grus sidste år (måske ved en fejl). Men der er huller igen nu, og gruppen skal i aktion her i foråret. Der var også noget med noget beplantning, gruppen evt. skulle passe, men den er ikke anlagt endnu.

Byhaven, som fik kommunal tilladelse til at etablere sig i "kommunens baghave" på hjørnet af Alexandragade og Albanigade, blev etableret i april sidste år og ser fin ud med højbede i kasser. Den fik navnet "Bordals Have" efter den lille stikvej, den ligger på, som uofficielt hedder Bordals Allé. Alleen blev forsynet med et fint, nyt gadeskilt her i vinter, så nu er der flot skiltning på såvel allé som have.

Hermed slut på bestyrelsens beretning. Så er der beretninger fra grupperne, som jo også hører med, så jeg vil foreslå at vi venter med spørgsmål og kommentarer, til grupperne har fortalt om deres arbejde. Jeg kan lige nævne, hvem grupperne er:

Grusergruppen: Axel Bay-Petersen, Frauke Schaumburg, Gary Sheridan, Mads Asbild, Nikolaj Møller Pedersen, Pia Nørgaard, Søren Albrektsen og Uffe Hafstrøm ñ alle fra Skt. Knuds Gade ñ og Henrik Lumholdt og mig fra Fredensgade.

Madklubben: Stinne Hvam, Jette Pedersen, Marianne Hedemand og Lotte Aabjerg.

Kunstgruppen: Ingelise Bech Hansen og Mia Keinke

Beboerbladgruppen: Henrik Lumholdt, Thomas Nielsen, Christen Tofte og mig.

Sankthans-gruppen: Kurt Kjerrumgaard, Gunnar Kahr og mig, med god hjælp af Anders Bigum til oprydning dagen efter.

Gaderengøringsgruppen: Tove Kier Thomsen, Anton Vestergaard og Pernille Hamming

Strikkegruppen: Anita Bigum, Malan Zachariassen, Pernille Hamming, Frauke Schaumburg

 

nach oben