Login
Venligst indtast password.
!!! JavaScript og Cookies skal være aktiveret !!!
Referat af generalforsamlingen i BEBOERHUSET, Godthåbsgade 30 B, 26. marts 2014 kl. 19.00.
Dagsorden:
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning ved formanden
- Beretning fra arbejdsgrupperne
- Forelæggelse af regnskabet til godkendelse
- Behandling af indkomne forslag
- Fremtidig virksomhed, herunder fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent for 2015
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Nedsættelse af arbejdsgrupper
- Eventuelt
Ad.1 Formanden, Carl Flemming Schultz, oplyste at bestyrelsen foreslår Ingelise Bech Hansen som dirigent og Anne-Marie Aabel som referent. Der var ikke andre forslag. De blev enstemmigt valgt. Ingelise Bech Hansen konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt iht. vedtægterne.
Ad.2 og 3. Da pkt. 2, bestyrelsens beretning, og pkt. 3, arbejdsgruppernes beretning, hører sammen, enedes man om at slå disse 2 punkter sammen. Referent og formand enedes om at bestyrelsens beretning i sin helhed lægges på hjemmesiden og kan læses der.
Madgruppen ved Stinne Hvam oplyste at den består af frivillige der mødes hver 14. dag i huset og laver mad i fællesskab. Man skiftes til at lave mad og hjælpe til, og det fungerer fint. Det er et uforpligtende forum og en stor succes. Maden koster 60 kr. for voksne (hovedret, dessert, kaffe og kage), børn halv pris. Der kommer ca. 40 hver gang, og der kan være venteliste. Madgruppen har et overskud på ca. 4-5000 kr. pr. år, som går til beboerhuset.
Bladgruppen ved Carl Flemming Schultz oplyste at bladet bliver distribueret til alle i kvarteret, og opfordrede os alle til at komme med indlæg, det kan være aktuelle/lokale emner og alle ting af interesse. Stinne Hvam styrer distributionsgruppen og mangler p.t. en uddeler til et enkelt kvarter. Erling Uhrbrand Jensen oplyste at overskuddet på annoncerne til bladet i år er 54 kr.
Kunstgruppen består af Ingelise Bech Hansen og Mia Fleischer. Ingelise Bech Hansen oplyste at man afholder ny udstilling en gang i måneden med fernisering 1. onsdag i hver måned med chips og et glas vin/vand til de fremmødte. Det er i tidsrummet 20-22. Børnene fra Regnbuen udstiller i marts hvert år. Der er ingen censur, kvaliteten kan være vekslende, fremmødet også, men der er ingen problemer med at finde udstillere. P.t. er der optaget indtil september. Der var spørgsmål omkring forsikring af de udstillede billeder, men det er ikke noget Beboerhuset beskæftiger sig med, det er op til hver enkelt udstiller evt. at sørge for dette.
Der var forskellige spørgsmål og kommentarer til bestyrelsens beretning. Parkeringssituationen fylder rigtig meget hos alle fremmødte i forbindelse med anlæggelse af nyt affaldssystem i Skt. Knuds gade og Fredensgade. Brugergruppen fra de to gader, der af kommunen er nedsat i den anledning, er opmærksom på sagen og arbejder på beboernes interesser i spørgsmålet om parkeringsproblemer i de to gader, herunder de problemer der vil opstå, hvis grusarealet mellem Skt. Knuds Gade 32 og 38 sælges og bebygges.
Ad. 4. Regnskabet blev fremlagt af kassereren Pernille Hamming og Frauke Schaumburg. Regnskabet var fremlagt til orientering, og der var ikke yderligere kommentarer til dette. Regnskabet viste et overskud på kr. 2.221,44 som er overført til foreningens egenkapital. Det blev oplyst, at man pr. 5. august har skiftet bank, fra Danske Bank til Folkesparekassen, og efter lidt startproblemer fungerer dette fint. Der blev spurgt til hvor mange udlejninger der er pr. år. Dette vil man fremadrettet optælle, men der er udlejet stort set de fleste weekender i årets løb. Herefter blev regnskabet godkendt.
Ad. 5 Indkomne forslag. Birgit Brøns efterlyste at der bliver styr på parkeringen i området. Det er svært at komme rundt på fortov og forbi ulovligt parkerede biler med barnevogn og rollator. Kunne man evt. få skråparkering etableret, hvor det var muligt for at få plads til flere biler, evt. sætte stolper op så biler kun kan stå på gaden og ikke på fortovet? Har kommunen eksperter man kan trække på for at få løst problemerne? Dialog med kommunen, en positiv kampagne for at løse problemet, der var mange forslag og bolde i luften. Det er et følsomt emne for alle, både bilister og fodgængere. Se yderligere under pkt. 6 og 9.
Ad. 6 og 9 Punkterne vedr. fremtidig virksomhed (6) og nedsættelse af arbejdsgrupper (9) hænger sammen, så man valgte at drøfte disse samlet. P.t. laver bestyrelsen de fleste arrangementer, og man efterlyser flere grupper, f.eks. en halloweengruppe, en sankthans-gruppe og også en gruppe der vil arbejde sammen med kommunen mhp. trafikken og den fremtidige parkeringsproblematik i området. Der var virkelig stor opbakning og positiv tilbagemelding til disse forslag. Kurt Kjerrumgaard vil gerne deltage i en gruppe omkring sankthans-arrangement, er foreløbig eneste der har meldt sig. Det blev nedsat en gruppe der vil kommunikere med kommunen omkring trafik mm. Pt. består gruppen af Birgit Brøns, Hjørdis Albrektsen, Frauke Schaumburg, Kjersti Øverland og Kurt Kjerrumgaard. Der blev nedsat en rengøringsgruppe, der 1-2 gange om året vil samle affald op i kvarteret. Tove Kjær Thomsen, Anton Vestergaard og Pernille Hamming meldte sig til dette. Pernille Hamming mener Dansk Naturfredningsforening kunne været et forum man kunne henvende sig til for yderligere information. Der blev nedsat en strikkeklub-gruppe, Malan Zachariassen, Lea Møller, Pernille Hamming, Anita Bigum og Frauke Schaumburg meldte sig til denne. Der blev endvidere nedsat en Labri-festgruppe, Kurt Kjerrumgaard, Gunnar Kahr og Carl Flemming Schultz meldte sig til denne. Der blev efterlyst hjælp til onsdagsaftnerne, Sonja er meget alene om dem. Henvendelse til formanden. Der var stor interesse hele vejen igennem for at nedsætte arbejdsgrupper. Efterfølgende blev drøftet kontingentforhøjelse fra 2015. Tre forslag var på bordet: 1. øgning til 150 kr., 2. øgning til 125 kr., 3. uændret. Der blev foreslået afstemning. Der blev med stort flertal vedtaget et kontingent på kr. 125 for 2015. Der forelå ikke noget budget for 2015. Man bruger de penge det er nødvendigt at bruge. Det blev diskuteret hvad man skulle gøre mere for at få flere medlemmer.
Ad. 7 Valg af bestyrelse og suppleanter. Bestyrelsen består af 9 medlemmer og 2 suppleanter. 4 er på valg i lige år, og 5 er på valg i ulige år. Suppleanter er på valg hvert år. De fire der er på valg i år er Frauke Schaumburg, Kirsten Andersen, Niels Andersen og Kurt Kjerrumgaard. Kurt Kjerrumgaard modtager ikke genvalg. Kirsten Andersen, Niels Andersen og Frauke Schaumburg modtager genvalg. Kjersti Øverland og Tonje Kvam er på valg til næste år, men ønsker dog allerede nu at træde ud af bestyrelsen. Dette medfører at 1 er på valg for 2 år og 2 er på valg for 1 år. Suppleant Bruno Bresler modtager genvalg. Suppleant Birthe Hansen modtager ikke genvalg. Tove Kjær Thomsen stiller op som 2. suppleant. Til bestyrelsen valgtes herefter Frauke Schaumburg (2 år), Kirsten Andersen (2 år), Niels Andersen (2 år), Helle Dambo (1 år), Malan Zachariassen (1 år)og Anita Bigum (2 år). Bestyrelsen ser herefter således ud: Carl Flemming Schultz, Pernille Hamming, Lea Møller, Frauke Schaumburg, Kirsten Andersen, Niels Andersen, Helle Dambo, Malan Zachariassen og Anita Bigum. Suppleanter er Bruno Bresler og Tove Kjær Thomsen.
Der blev efterlyst at det fremtidig fremgår af dagsordenen hvem der er på valg.
Ad. 8 Valg af revisor og revisorsuppleant. Mogens Endel Hansen ønsker ikke genvalg. Birthe Hansen blev valgt til revisor. Det vides ikke om Jens Brask Nielsen fortsætter som suppleant.
Ad. 10 Evt. Normalt er der bestyrelsesmøder anden onsdag i måneden. Af hensyn til nye medlemmer vil der blive aftalt møder på tidspunkter hvor helst alle kan fremmøde. Kirsten Nielsen oplyste at det er generende med fester og for høj musik. Ønske om at musikken bliver dæmpet og lydspærrer sat op på vinduer. Det er et velkendt problem. Lea Møller foreslog at man evt. kan sætte skilt op med ”Husk at lukke døren”, det ville måske hjælpe noget. Forslag om ændring på volumenstørrelsen. Ikke nogen god idé evt. at trække i depositummet efter festen. Man vil tage problemet op igen om et halvt år i den nye bestyrelse.
Ingelise Bech Hansen - dirigent
Anne-Marie Aabel - referent