Beboerhuset

GENERALFORSAMLING i Beboerforeningen BEBOERHUSET, Godhåbsgade 30 B.
Onsdag den 29. marts, 2023 kl. 19.00

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning ved formanden
  3. Beretning fra arbejdsgrupperne
  4. Forelæggelse af regnskabet til godkendelse
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Fremtidig virksomhed, herunder fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent for 2024
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  8. Valg af revisor og revisor suppleant
  9. Nedsættelse af arbejdsgrupper
  10. Eventuelt

Ad punkt 1: Valg af dirigent og referent

  • Ingelise Bech Hansen blev valgt som dirigent
  • Kamilla Jelsing blev valgt som referent

Der var en kort runde, hvor alle fremmødte præsenterede sig, så vi kunne få lidt ”styr over”, hvordan kvarteret er repræsenteret på generalforsamlingen.

Ad punkt 2: Bestyrelsens beretning ved formand Carl Flemming Schultz

  • Meldingen fra kassereren er, at vi pt. er 244 medlemmer af Beboerhuset.
  • Målet med Beboerhuset er at arbejde for trivslen for beboerne i området.
  • Tilbygningen lejes ud til organisationen To timer om Ugen.
  • Cafeen udlejes til både Red Barnets familiecafé, Mødrehjælpens familiecafé og Multikulturel Kvindeforening.
  • Derudover lejes huset ud i weekenderne til medlemmers private arrangementer.
  • Beboerhuset fik i 2022 17.500 kr. fra Nordea-fonden. Disse er blevet brugt på en stor ny grill, sangbøger til sangaftener og brætspil.
  • Aktiviteter i løbet af året: Onsdagscafeerne trækker desværre i sig selv ikke så mange mennesker til. Der er størst tilslutning, når der om onsdagen er særlige arrangementer à la Kunståbent og foredrag mv. fra udefrakommende. Og der er også stor tilslutning til tirsdagsarrangementerne med live-streamede foredrag fra Aarhus Universitet.
  • Fredagsarrangementerne med musik er altid en stor succes og er oftest udsolgt.
  • Skt. Hans aften med fællesspisning udenfor havde igen i 2022 stor tilslutning. Den nye gasgrill viste her sit værd.
  • Markedsdagen med loppeboder og hjemmelavede delikatesser og musik var også godt besøgt. Her var gasgrillen igen i gang.
  • Fastelavn for områdets børn trak også mange glade børn og deres familier til.

Ad punkt 3: Beretning fra arbejdsgrupperne

Madklubben v/ Stinne Hvam:
5 kvinder står bag Madklubben. Mænd er dog meget velkomne, men hidtil har ingen meldt sig på banen! Madklubben er fortsat en stor succes med to månedlige spis-sammen-aftener, som foregår sådan, at man melder sig til at spise i Madklubben. For at deltage skal man være medlem af Beboerhuset. Efter corona er Madklubben kommet godt i gang igen. Mellem 25 – 30 personer møder op hver gang. Maden laves på skift af Madklubbens medlemmer, og heldigvis mangler der kun sjældent kokke.

Kunstgruppen v/ Ingelise Bech Hansen
Pt. er Ingelise Bech Hansen den eneste tilbage i kunstgruppen. Så gruppen mangler medlemmer. Carl Flemming Schultz, Anne-Marie Aabel og Birgit Hansen meldte deres kandidatur. Men alle er velkomne. Der er som regel udstillinger af forskellige kunstnere for en måned eller to ad gangen. Foreløbig er der udstillere frem til december.

Bladgruppen v/ Henrik Lumholdt
Bladet ”Beboeren” udkommer 4 gange årligt. Der arbejdes hårdt på at gøre ”Beboeren” nærværende. Bl.a. derfor er der hver gang en artikel om en person fra kvarteret. Nye ideer til artikler efterlyses. Skriv gerne til en fra bladgruppen. Se mailadresser i ”Beboeren”. Bladets økonomi balancerer med de annoncører, der er pt. Men det bliver sværere og sværere at få nye annoncører, så Bladgruppens opfordring er, at man, når man handler hos annoncørerne, fortæller, at man har hørt om deres butik via bladet. Støt annoncørerne – de støtter os.

Ad punkt 4: Forelæggelse af regnskabet til godkendelse
v/ kasserer Stener Bonde

Det reviderede regnskab lå på bordene og blev gennemgået punkt for punkt. Overordnet set ser årets regnskab for Beboerhuset – lige som sidste år – heldigvis godt ud.

Regnskabet blev godkendt.

Ad punkt 5: Behandling af indkomne forslag

Der var ingen indkomne forslag.

Ad punkt 6: Fremtidig virksomhed, herunder fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent for 2024

Bestyrelsen foreslår at kontingentet forbliver på de 150 kr. Fremtidig virksomhed tænkes at fortsætte i det kendte spor med de aktiviteter. Der blev fra salen fremsat et forslag om at sætte kontingentet op til 250 kr. Kassereren meldte ud, at det pt. ikke er nødvendigt, ligesom det blev vendt, at en så høj stigning formodentligt vil betyde et frafald i medlemmer. Der blev stemt for at holde kontingentbeløbet på de nuværende 150 kr.

Forslag fra Bladgruppen: Kunne man tænke sig, at bestyrelsen tager fat i vores annoncører og hører, om nogen af dem kunne have en interesse i at komme en onsdag aften (eller en anden aften) og lave et arrangement i Beboerhuset? Bl.a. kvarterets nye vinbutik.

Bestyrelsen har desværre ikke haft held til at få fat i kvarterets unge mennesker. Den havde en forestilling om, at brætspilsaftener kunne være et trækplaster. Desværre er det ikke kommet op at køre endnu. Der skal lyde en opfordring til, at alle udbreder ideen, hvis man kender nogen eller hører om nogen, som hygger sig med at spille.

Ad punkt 7: Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

Der skal være 9 medlemmer af bestyrelsen med en ca. lige fordeling mellem Godthåbsgade-kvarteret og Skt. Knuds Gade-kvarteret.

Følgende bestyrelsesmedlemmer er ikke på valg dette år:
Christina Thorsted, Stener Bonde, Tine Tofthøj og Nadia Trier.

Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg dette år:
René Krarup, Dorte Lassen, Paul Thomsen, Henrik Lumholdt og Carl Flemming Schultz, hvoraf følgende var villige til genvalg: René Krarup, Dorte Lassen og Paul Thomsen. Og de blev selvfølgelig genvalgt med en klapsalve. Carl Flemming Schultz og Henrik Lumholdt ønskede ikke genvalg.

Som nyt bestyrelsesmedlem meldte Niels Holmgaard sig og blev valgt. Den sidste bestyrelsesplads var der ingen opstillere til. Bestyrelsen har derfor stadig en vakant plads. Det må bestyrelsen leve med.

Som suppleanter blev Lise Lyng Falkenberg valgt som 1. suppleant og Henrik Lumholdt som 2. suppleant.

Bestyrelsen består herefter af: Christina Thorsted, Stener Bonde, Tine Tofthøj, Nadia Trier, René Krarup, Dorte Lassen, Paul Thomsen og Niels Holmgaard. Suppleanter er Lise Lyng Falkenberg (1.), og Henrik Lumholdt (2.).

På det førstkommende bestyrelsesmøde vil bestyrelsen konstituere sig; poster og ansvarsområder vil blive uddelegeret.

Ad punkt 8: Valg af revisor og revisorsuppleant

Erling Uhrbrand Jensen genopstillede som revisor og Steffen Wanscher genopstillede som revisorsuppleant. De blev selvfølgeligt valgt.

Ad punkt 9: Nedsættelse af arbejdsgrupper

  • Madgruppen fortsætter
  • Bladgruppen fortsætter
  • Kunstgruppen fortsætter
  • Frivilligliste. Der findes en frivilligliste (se hjemmesiden) med medlemmer, som ønsker at være frivillige / ad-hoc-behjælpelige, hvis der skulle mangle hjælpere til noget i Beboerhuset. Carl Flemming Schultz, Henrik Lumholdt og Boje Talleruphus meldte sig til listen.

Ad punkt 10: Eventuelt

  • På bestyrelsens vegne sagde Tine Tofthøj STOR TAK til afgående formand Carl Flemming Schultz for hans lange virke som formand for Beboerhuset. Først med fire år i beboerhuset i Skt. Knuds Gade og senest 12 år her i Godthåbsgade. Heldigvis bliver Carl Flemming ved med at være en del af Beboerhuset og vil stadig hjælpe med mange forskellige ting (- hvilket der helt sikker også vil blive brug for). I det seneste beboerblad kan man læse et portræt af Carl Flemming.
  • Husk tirsdag den 18. april er der igen foredrag via live-streaming fra Aarhus Universitet: Fremtidens RNA-medicin.
  • Der er planlagt en romsmagningsaften med romeksperten Lars Peder Marcussen fra Kunst og Håndværk i Claus Bergs Gade. Det er fredag den 14. april. Mail med mulighed for tilmelding er sendt ud til alle medlemmer.
  • Den 26. april er der musikaften med den polske violinist Maja Sokolowska. Ingen tilmelding til koncerten endnu. Den annonceres på mail og Facebook i god tid i forvejen.

Referent: Kamilla Jelsing
Dirigent: Ingelise Bech Hansen

nach oben